Byg På Viden
Begrundelsen

Hvorfor 4,6?

Danmark har brug for flere hjem, og mange af dem står der allerede. Et skærpet klimakrav sætter gang i både ombygningen og omstillingen af byggeriet. Derfor beder vi om et klimakrav, der følger Paris-aftalen: et klimakrav på højst 4,6 kg CO₂e pr. m² pr. år i 2027.

1 · Danmark har brug for flere hjem.

Danmark skal bruge flere boliger i de kommende årtier, og de skal skabes inden for de klimamål, Danmark har forpligtet sig til. En stor del af potentialet findes allerede i den eksisterende bygningsmasse: i underudnyttede parcelhuse, tomme kontoretager og tagetager, der kan blive til gode og betalelige boliger. Et klimakrav på 4,6 ændrer ikke, hvor mange boliger Danmark får. Det ændrer, hvor de kommer fra: de bygninger, vi allerede har.

2 · Gang i ombygningen.

Et klimakrav, der følger Paris-aftalen, gør det mere attraktivt at bruge de bygninger, vi allerede har, i stedet for at rive dem ned eller lade dem stå uudnyttede. Det gør renovering og transformation til normen frem for nedrivning. Politikerne vil have gang i byggeriet. Vi vil have gang i ombygningen. Med 4,6 kan branchen tage det første skridt fra at være en del af problemet til at blive en del af løsningen.

3 · Gang i omstillingen.

Et klimakrav, der følger Paris-aftalen, skaber grøn konkurrence. Løsningerne til at bygge til 4,6 findes allerede, men i dag bruges de frivilligt af de få. I udbuddet konkurrerer de få mod alle dem, der lader være. Der er brug for regulering, hvis løsningerne skal skaleres til hele branchen. Et fælles krav giver en forudsigelig ramme, som gælder for alle på samme tid. Det gør virksomheder i stand til at investere, udvikle og projektere med sikkerhed, og det gør det grønne valg til det fælles valg.

4 · Nye muligheder for byggeriet.

4,6 skal sætte gang i det, byggebranchen kan: skabe gode hjem, finde nye løsninger og få mere ud af de materialer og bygninger, vi allerede har. Hver tom kontoretage, hvert underudnyttet parcelhus og hver ubrugt tagetage er en opgave for dem, der tegner, regner og bygger. Forskningen peger på et investeringspotentiale på 4.000 milliarder euro i renovering og transformation i Europa. En kæmpe forretningsmulighed for danske virksomheder, der kan udvikle løsningerne og være med til at forme markedet.

At være førende inden for renovering og grønne løsninger til byggeriet giver danske virksomheder en stærk konkurrencefordel. Klima- og boligkrisen kræver løsninger. Dem kan vi være med til at levere.

5 · Erstat 6,4 med 4,6.

Den politiske aftale fra 2024 lægger op til, at det gennemsnitlige klimakrav til nybyggeri skærpes fra 7,1 til 6,4 kg CO₂e pr. m² pr. år i 2027. Ifølge aftalen skal kravet fastsættes ud fra den nyeste viden og data. Den nyeste viden fra det forskningsbaserede projekt Reduction Roadmap viser, at klimakravet til nybyggeri højst må være 4,6 i 2027, for at dansk nybyggeri følger Paris-aftalen. Et højere tal er en beslutning om at planlægge dansk byggeri uden for Paris-aftalen. Den, der ønsker det, bør sige det højt.

7,1
Grænsen i dag
6,4
Aftalt for 2027
4,6
Paris-aftalens krav

6 · Kun ét kilo fra målet.

Byggeriets Handletank for Bæredygtighed, der er forankret i Dansk Industri, forventer selv, at nybyggeriet i gennemsnit lander på 5,6 kg CO₂e pr. m² pr. år i 2027, uden ny lovgivning. Det planlagte krav på 6,4 halter altså efter branchens egen fremskrivning. Byggebranchen er med andre ord kun ét kilo fra et gennemsnit på 4,6. Boliger, skoler og erhverv bygges allerede under 4,6. Nu skal vi gøre det til normen.

7 · Hvorfor nu?

Om få måneder skal en håndfuld politikere fastlægge klimakravene til dansk nybyggeri fra 2027. Det tal, de vælger, vil påvirke, hvad virksomhederne investerer i, og hvilke opgaver medarbejderne skal løse i mange år. Det vil også påvirke, hvor mange kræfter vi bruger på at omdanne eksisterende bygninger og udvikle nybyggeri med et lavere klimaaftryk.

En af de vigtigste beslutninger for byggeriets fremtid gemmer sig i en forhandling om bygningsreglementet. Derfor skal vi samle branchen nu, mens vi stadig kan påvirke beslutningen.

8 · Vi vil være en del af løsningen.

Vi, der tegner, regner og bygger Danmark, vil gerne være en del af løsningen på den grønne omstilling. Derfor samles vi for at kræve regulering: et bindende klimakrav i tråd med Paris-aftalen, der giver branchen klarhed til at omstille sig samtidigt, i tide og i fællesskab.

Sidst skrev mere end 630 virksomheder, kommuner, investorer og organisationer under på, at klimakravet skulle følge Paris-aftalen. Det bidrog til, at kravet blev skærpet med 40 %. Vi har flyttet grænsen før. Sammen kan vi gøre det igen.

Det åbne brev

Til partierne bag klimakravene.

Læs brevet

Tallene bygger på Reduction Roadmap 3.0. Din underskrift forpligter hverken dig eller din arbejdsgiver til at bygge til 4,6 i egne projekter. Den betyder, at du støtter ens regler for hele branchen inden for Paris-aftalen.